Backup af Regitreringsdatabasen

Nogle gange er det nødvendigt, manuelt at slette nogle ting i registreringsdatabasen. Det kan for uøvede være lidt farligt, at gå i regedit og slette nogle strenge. Sletter du noget forkert, kan du ikke få det igen, og du risikerer ikke længere, at kunne starte din computer. Derfor har jeg lavet denne lille billede-vejledning, så også en mindre øvet bruger kan være med, hvis vi i vores forum på Spywarefri, beder dig om at finde og slette noget i registreringsdatabasen.

Først vil jeg starte med at guide dig til at få lavet en backup, så du kan vende tilbage til den oprindelige database, hvis du ved et uheld skulle komme til at slette noget forkert.

NB. Denne metode herunder kan give problemer når man skal importere filen igen. Der kan kommer fejl, pga. nogle programmer er i brug. Så pøj pøj med at følge anvisningen om, hvordan man sletter i regedit. Følger du vejledningen til det, burde det ikke kunne gå galt. Du får alligevel løsningen herunder på, hvordan man tager backup.

Klik på Start - Kør - og skriv regedit. Klik derefter på OK. Se billedet herunder.
 



 

Du får nu dette program frem, som du ser herunder. Det ligner lidt stifinderen. Du kan markere noget i venstre side, og i højre side, vil du kunne se, hvad der ligger i de forskellige mapper. Først skal du lige have taget backup af din registreringsdatbase. Får du brug for din backup, skal du finde den igen, der hvor du har gemt den, dobbeltklikke på filen, og sige ja til at flette.

For at oprette backup, skal du først markere Denne computer i venstre side. Klik på det en gang med venstre musetast, og denne computer er markeret.  Se billedet herunder.

 

 

Du skal nu gå op og klikke på Filer - og gå så ned og klik på Eksporter med venstre musetast.

 

 

Du skal nu gemme din backup. For det meste vil programmet vælge at gemme i din brugerprofil, og i mappen dokumenter. Ønsker du en anden placering, så skal du klikke på den lille pil ned, som du kan se til højre for ordet dokumenter. Udpeg så selv den ønskede placering. Der hvor der står Filnavn skal du skrive: regbackup og derefter klikke på Gem. Nu har du en backup af regedit, og kan vende tilbage til den, hvis du får slettet noget forkert. Får du brug for din backup, skal du gå i Filer - Importer og så udpege din fil regbackup.  Klik OK.

 

 

Nu er du klar til at foretage dig ændringer i regedit, slette strenge, nøgler mm. Se her, for at få at vide, hvordan du navigerer dig rundt i regedit, for at slette noget.